EU-Domstolen skal afklare, om det er i strid med EU retten, at danskere født med dobbelt statsborgerskab i udlandet automatisk mister deres danske statsborgerskab ved det fyldte 22. år, med mindre de forud herfor har ansøgt om at bevare det, eller opfylder en række krav til bopæl eller ophold i Danmark.
I en sag hvor vi bistår en klient, der har fået afslag på bevarelse af sit danske statsborgerskab efter det fyldte 22. år har Østre Landsret i kendelse af 8. juni 2021, givet vores klient medhold i, at afdækning af spørgsmålet kræver involvering af EU-Domstolen.
Landsretten har således bestemt, at der skal stilles et præjudicielt spørgsmål til EU Domstolen i medfør af Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 267, stk. 2 med henblik på EU-Domstolens stillingtagen til foreneligheden af indfødsretslovens § 8, stk. 1 med EU-retten, nærmere bestemt med TEUF artikel 20 og Den Europæiske Unions Charter (Charteret) artikel 7.
Det følger af indfødsretslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at en person der er født dansk i udlandet, og som aldrig har haft bopæl i Danmark eller opholdt sig landet under forhold, der tyder på samhørighed med Danmark, automatisk mister sit danske statsborgerskab ved det fyldte 22. år, med mindre den pågældende derved bliver statsløs. Søges der om bevarelse af statsborgerskabet mellem det 21. og 22. år, kan Udlændinge- og Integrationsministeren på grundlag af en konkret vurdering træffe afgørelse om, at statsborgerskabet alligevel bevares, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.
I sager hvor den berørte ikke har statsborgerskab i et andet EU land, indebærer fortabelsen af det danske statsborgerskab, at vedkommende tillige mister den status som unionsborger, der tilkommer den pågældende efter TEUF artikel 20.
EU-Domstolen har tidligere, i dommen C-221/17, Tjebbes, EU:C:2019:189, taget stilling til delvist sammenlignelige hollandske regler, hvorefter hollandsk statsborgerskab som udgangspunkt fortabes efter 10 års uafbrudt ophold uden for landet. I den forbindelse fastslog EU-Domstolen, at i tilfælde hvor fortabelse af et nationalt statsborgerskab tillige medfører tab af unionsborgerskab, er det berørte individ omfattet af EU-retten. Uanset at en sådan regel om fortabelse, der tager sigte på at sikre et reelt nationalt tilhørsforhold, ikke per definition strider mod EU-retten, påhviler der dog medlemsstaten en forpligtelse til at foretage en konkret proportionalitetsvurdering af de EU-retlige følger af fortabelsen, herunder i lyset af Charterets artikel 7 vedrørende retten til privat- og familieliv.
Som følge af denne afgørelse har Udlændinge- og Integrationsministeriet indført en praksis, hvorefter ansøgerens tilknytning til andre EU lande vurderes, inden der træffes afgørelse om fortabelse af dansk statsborgerskab. Denne vurdering foretages imidlertid alene når en ansøgning om bevarelse er indgivet forud for ansøgerens fyldte 22. år.
Vores klient er født i USA af en dansk mor, og fik fra fødslen dobbelt dansk/amerikansk statsborgerskab. Da hun aldrig har boet i Danmark mistede hun sit danske statsborgerskab ved sit fyldte 22. år. Hun fik efterfølgende afslag på sin ansøgning om bevarelse af statsborgerskabet, idet hun ikke havde søgt mellem sit 21. og 22. år som krævet efter indfødsretslovens § 8, stk. 1, 2. pkt.
Den hollandske regel, der var genstand for EU-Domstolens vurdering i Tjebbes-dommen, indeholder en væsentlig forskel fra Indfødsretslovens § 8, stk. 1, idet førstnævnte giver mulighed for at udskyde fortabelsestidspunktet ved, på et hvilket som helst tidspunkt inden for den 10-årige fortabelsesperiode, at søge fornyelse af sit hollandske pas. I modsætning hertil giver Indfødsretsloven alene mulighed for bevarelse på grundlag af en samlet helhedsvurdering, når der søges forud for det fyldte 22. år.
Da Tjebbes-dommen endvidere efterlader en vis tvivl om det egentlige indhold af de hollandske muligheder for bevarelse hhv. generhvervelse af statsborgerskab, er det ikke på grundlag af dommen muligt, at udlede generelle kriterier for hvornår en regel om automatisk fortabelse af statsborgerskab strider mod EU-retten.
Østre Landsret fandt som følge heraf, at der fortsat er en sådan tvivl om foreneligheden af en regel som indfødsretslovens § 8, stk. 1 med TEUF artikel 20 og Charterets artikel 7, at betingelserne for præjudiciel forlæggelse er opfyldt i denne sag, trods Udlændinge- og Integrationsministeriets protest imod anmodningen om forelæggelse.
Sagen er principiel, da EU-Domstolens vurdering kan få fremadrettet betydning for dansk lovgivning og praksis på området for automatisk fortabelse af dansk statsborgerskab, ligesom afgørelsen potentielt vil kunne få betydning for personer der tidligere har mistet deres danske statsborgerskab i medfør af indfødsretslovens § 8.